I dette projekt har fokus været at få udbredt Erasmus+ mobiliteter på flere afdelinger, så flere af vores erhvervsuddannelser og erhvervsgymnasier fik mulighed for at sende elever afsted. Derudover ville vi bruge Erasmus+ projektet til at styrke fællesskabet og fagligheden i elevernes pensum. Der har været en større satsning på vores erhvervsgymnasier og vi har set en vækst i interesse på de afdelinger, da vi har haft fokus på fagfaglige mobiliteter, som har været med til at understøtte vores hhx og htx-elevers pensum. Et andet fokus med dette projekt har været, at den internationale koordinator i højere grad har haft kontakt med vores samarbejdspartnere i Europa og fremlagt konkrete læringsmål for mobiliterne. Disse er blevet lavet i samarbejde med de enkelte afdelinger og faglærere, og har i højere grad været med til at tilgodese elevernes pensum og der har derfor været et større fagligt udbytte af opholdene. Vi har også haft fokus på at sende flere faglærere afsted i staffmobility eller som medfølgende lærere, så vores undervisere også fik et større indblik i disse ophold, og hvordan de fremadrettet kunne bruge det i deres undervisning i Danmark, så internationaliseringen kan blive integreret på NEXT.
Dette projekt blev søgt i 2019, hvor vi lige havde ansat en ny international koordinator. Vi havde stadig mobiliteter fra vores tidligere projekt for 2018, og derfor søgte vi bevidst ikke mange mobiliteter for 2019 projektet. En af grundene var, at vi var i gang med en ny international strategi og den anden grund var, at vi havde mange mobiliteter tilbage fra 2018 projektet. I vores 2019 ville vi også afprøve en ny strategi med at sende hele hold afsted i et mere projektorienteret forløb i stedet for enkelte elevmobiliteter. Med denne ændring mente vi, at vi kunne være med til at styrke implementeringen af Erasmus+ i de enkelte afdelinger samtidig med at disse ophold ville være med til at styrke hele holdet både fagligt, men også socialt.